Anmeldelser

Da Boris fik gæslinger

Forfatter: Ryan T. Higgins

Forlag: Carlsen

Handling: Da Boris fik gæslinger handler om bjørnen Boris, som er så sur, så sur. Han kan ikke lide nogle ting, KUN æg! En dag beslutter han sig for at lave en ret med æg til sig selv, men æggene når at poppe, inden han er færdig med den. På de måde får han gæslinger.

Det er han på ingen måde tilfreds med, men han kan heller ikke slippe af med dem. Derfor prøver han at få det bedste ud af det med dem, selvom det ikke er særlig sjovt.

Historien slutter på en helt vild sød og god måde. Det er som om vi går en smule i ring, og det tror jeg at de fleste børn ville kunne se det sjove i.

Min mening: Det her er den første Boris-historie jeg læser, og det har været en sand fornøjelse. Boris er en fantastisk gnaven karakter, som jeg af en eller anden sær grund kan identificere mig med. Haha! Men ud over at være gnaven, er han virkelig også en skøn karakter, som jeg er sikker på at børnene vil finde både sjov og skør.

Den indeholder en masse sjove ting, som både er for børn og for voksne. Jeg tror faktisk at et par af sætningerne kun er der for at tilfredsstille den voksne læser, men børn vil også synes at det er sjovt.

I denne her bog handler det meget om forandring, og det er jo noget vi alle sammen har prøvet, og det er en god ting at lære børn om. F.eks. kunne man forestille sig at barnet skal have en bror eller søster, og hader det til at starte med, men derefter lærer at leve med det, og få det bedste ud af en ellers irriterende situation. Samtidig synes jeg også at man kan lære børn, at det er hårdt at være voksen, gennem denne bog og måske endnu vigtigere, hårdt at være mor og far.

Jeg er ret vild med at man kan forstå så mange ting ud fra den, og at den bliver pakket ind i en god omgang humor, så den er sjov for både voksne og børn.

Jeg kan kun sige at efter at have læst den her Boris bog, bliver jeg nødt til at have flere af hans fortællinger i mit liv.

Udseende: Først vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle tænke om illustrationerne, men jeg endte med at synes at de var ret søde, og passede virkelig godt til historien, hvilket er vigtigt. Det er som om at sproget og billederne er et godt match. Jeg kan godt lide de lidt tykke streger der er i bogen, og så synes jeg altså at det er rart at det står med almindelig skrift, i steder for den lidt svære “børneskrift”, der kan være i nogle børnebøger.

Stjerner:



– Cecillie Halling Andersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *